mandag den 12. august 2013

Hæklet mariehøne DIY



Jeg har altid holdt af mariehøner, som da jeg var barn ikke hed andet end Blymahøner, så derfor har jeg selvfølgelig også hæklet nogle af slagsen.

Da jeg fik min datter købte vi en rød barnevogn og den skulle selvfølgelig have et rødt myggenet. Men jeg synes også det skulle pyntes lidt, og derfor digtede jeg disse små mariehøner sammen med min skønne storesøster, som var hjemme på visit fra USA lige inden jeg fødte. Vi lavede et hav af dem og en del af mine blev syet på barnevognsnettet.

De kan bruges til meget andet. Sæt dem eks. fast på en hårelastik, en bluse, en hue, et par handsker, en taske eller noget helt andet.

Opskrift mariehøner:

Jeg bruger bomuldsgarn 8/4 og hæklenål nr. 3

Krop:
1. rk: slå 2 luftmasker op og hækl 5 fm i 2. maske
2. rk: 2fm i hver maske (10)
3. rk: 1 fm i 3 masker, 2 fm i 2 masker gentag runden ud (14)
4. rk: 1fm i 4 masker, 2 fm i 3 masker runden ud (20)
Afslut med en km i første maske (næste maske) Bryd garnet og hæft ender.

Hovede:
1. rk: slå 2 luftmasker op og hækl 6 fm i 2.maske
2. rk: 2 fm i hver maske (12) Bryd garnet og hæft ender.

Montering: Sy to hvide øjne på hovedet ved at sy et lille sting med hvidt garn. Sy hovedet på kroppen så det sidder en smule længere ude end kroppen. Sy en sort streg med små lige sting fra hovedet og ned til enden af kroppen og sy små sorte prikker på kroppen ved at sy samme sted 2-3 gange for nok fylde. Hæft og bryd garnet.


fredag den 9. august 2013

Projekt Campingvogn færdig - Ferie i campingvognen

Tiden er fløjet afsted og jeg har haft travlt, så I er blevet snydt for opdatering omkring projekt campingvogn.

Min sommerferie er nu slut og jeg må derfor hellere få jer indviet i hvilken fantastisk oplevelse det har været for os, at være på camping i år.

Af alle år kunne vi nok ikke have valgt et bedre år, at afprøve campinglivet i. Hold nu op en skøn sommer vi har haft. Sol, sol, sol og så lige lidt mere sol. Jeg har sjældent været mere afslappet og helt nede i gear, som jeg har været det i år. Vi har lavet absolut ingenting og så alligevel alting. Som familie har vi hygget os, slappet af, spillet spil, nydt sommeren, badet i poolen, spillet minigolf, fodret kaniner, heste, grise og geder, leget på den ene legeplads, så den anden legeplads, så en tur på hoppepuden, haft besøg af gode venner/familie osv.

Tænk engang, at have 3 uger hvor der ikke var noget program, ingen agenda, ingen stress, men bare tid. Har elsket hvert et minut af det og det har børnene også. Jeg har bare kunnet mærke hvordan de har nydt at have en mor og far der havde tid, til lige det de nu havde lyst til den dag.

Min store er 8 år og han har selvfølgelig haft travlt med, at få nye venner og er bare vokset helt vildt med det. Han kan godt være en noget genert og stille fyr, men det er ligesom om, at så snart han lander på campingpladsen, så glemmer han det og så er det ellers bare afsted ud og møde verden. Han har også haft dage, hvor han har sagt om morgenen. Mor i dag der er det altså familiedag, så der bliver jeg sammen med jer hele dagen. Det er godt nok skønt, at have en dreng, der på den ene side går ud verden og finder det den byder på og på den anden side også vender næsen hjem igen og siger i dag, har jeg bare lyst til familiesamvær, hygge og tryghed.

Min lille er 2½ år. Hun har nydt, at tulle rundt og bare lege og have mor, far og bror omkring sig hele tiden. Jeg var noget nervøs for, at hun ville være umulig, at holde styr på og så for mig i ånden, at jeg skulle bruge hele min ferie på, at spæne rundt efter hende konstant. Men hun har bare været helt fantastisk. Hvis vi var ved vognen, så blev hun der og dimsede bare rundt og fandt på lege og ting og sager der. Hvis hun begyndte at kede sig, så bad hun om en tur på hoppepude eller legeplads og så gjorde vi jo bare det.

Så alt i alt var vi alle 4 bare helt vilde med det og jeg tror bestemt, at vi kommer til at tage en sæson mere som campister til næste år. De to weekender der har været efter vores ferie er i hvert fald begge også blevet brugt på campingpladsen og det vil de efterfølgende også blive såfremt vejret er til det og kalenderen ikke er fyldt med andre arrangementer.

Pyh, det blev en lang smøre, nu vil jeg helt og aldeles billedespamme jer, da jeg jo har lovet, at vise jer, hvordan den endte med, at komme til, at se ud, den lille campingvogn. Som for øvrigt ikke hedder andet end barnevognen hjemme hos os. Det kom vi hele tiden til, at kalde den i starten. Ikke af anden årsag end, at vi jo var vant til at snakke om barne i forbindelse med ordet vogn og det har så bare hængt ved, da det passer perfekt til, hvad det er det hele handler om for os. Nemlig at have tid til vores skønne børn mens de er små og har mest brug for os.
                                       

                            

 
  
 
 
 
 
 
 
 
 
 
    
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 



 


 
 
 
 
 
 


Skattejagt i skoven

Jeg har for nylig været med min søns klasse på overnatning og i den forbindelse lovede jeg, at stå for "skattejagten". Det var i en skov og jeg synes derfor ikke de skulle på en traditionel skattejagt, men derimod på en jagt i skoven, efter ting den har, at byde på. Så jeg lavede denne her skattejagt til dem og det var vildt som de gik op i det og sjovt, at se hvor kreative de var for, at få samlet alle skattene ind. Skattejagten kan bruges som jeg gjorde det, men den kan også bruges til en helt almindelig tur rundt i skoven, med dine egne børn. Husk at giv barnet en pose til, at samle alle skattene i, samt en lille belønning, når dit barn har fundet det hele.
____________________________________________________________________________

Skattejagt i skoven

Her er en liste over ting, du skal finde på din tur rundt i skoven. Når du har fundet det hele, skal du aflevere det hos mor, så får du en belønning.

  • Noget blødt
  • 2 forskellige slags frø (fra planter)
  • 2 forskellige slags affald
  • Noget der er lige
  • Noget du synes er en flot skat
  • Noget der er rundt
  • Noget hårdt
  • 2 forskellige slags blade
  • Noget der kan larme
  • Et blad der er tygget i/bidt af
  • En flot sten
  • En grankogle
  • Noget grønt
  • En pind

fredag den 2. august 2013

Sjov med frugt og grøntsager.

Ind imellem må man sno sig lidt som mor for, at få frugt og grønt til at være lige så spændende og indbydende, som andre knap så sunde snacks. Jeg har erfaret, at hvis jeg bruger lidt kreativitet i udskæring/servering, så glider der langt mere af de sunde valg ned hos mine unger. Derfor vil jeg gerne dele det med jer, da jeg tænker, at der måske findes andre unger derude, der måske også hellere ville spise is end æbler..

Et æble skåret i skiver og en kage udstikker, så ser et æble bare så meget mere indbydende ud

 

Agurk, gulerødder, kniv, skærebrædt og små pinde (til pindemadder eller små runde tandstikkere uden smag) så får du de sødeste små grøntsagsblomster.


 

torsdag den 1. august 2013

Skøn snasket chokoladekage

Her er opskriften på en chokoladekage der aldrig mislykkes og som er skøn og syndigt fuld af kalorier, dem skal man i hvert fald ikke overveje, at tælle hvis man bage den. Men jeg lover jer, at den er hver en kalorie værd.

Det skal du bruge:
2 æg
300 gram sukker
250 gram. smeltet smør
6 spsk. kakao (ægte)
250 gram hvedemel
1 tsk. natron
1 tsk. bagepulver
½ tsk. salt
2½ dl mælk

Hvis du kan lide orangesmag, så kan du tilføje reven skal af en økologisk appelsin.

Jeg bager altid dobbeltportion for så passer det til en bradepande med låg (42 x 29 cm)

Fremgangsmåde:
  1. Tænd ovnen på 170 grader.
  2. Pisk æg og sukker hvidt og luftigt (ca. 10 min.)
  3. Bland alle de tørre ingredienser i en skål.
  4. Smelt smørret og tag det af varmen. Hæld mælken i smørret.
  5. Tilføj nu skiftevis det tørre og det våde til æg og sukker. Jeg bruger altid en melsigte til det tørre, da det giver en bedre og luftigere kage.
  6. Hæld dejen i en smurt bradepande 24x30 eller i en springform.
  7. Bag kagen i miderste rille i ca 35-45 min. Hvis du har lavet dobbeltportion, så skal den have noget mere, da den bliver noget højere i den store bradepande.
  8. Stik med en nål i midten efter endt tid, for at se om kagen er færdig. Den skal ligesom hæve op og "knække" ned langs midten før den er færdig.
  9. Pynt evt. med glasur eller chokoladesmørcreme.

Hawaii kyllinge grillspyd serveret med kokosris



De her grillspyd er virkelig skønne og kødet dejligt saftigt. Jeg har fundet opskriften på nettet (pinterest), så målene er i amerikanske cup. Der findes masser af omregningstabeller på nettet hvis ikke du har et cupmålebægersæt.

14-16 grillspyd:
  • 6 kyllingebryster
  • 1 cup soyasovs
  • 1 dåse ananas i stykker (gem 1 cup af saften)
  • 1 cup kokosmælk
  • ½ cup honning
  • 1 bundt hakket forårsløg
  • ½ hakket løg
  • 4-5 fed hvidløg
  • ca 3 cm revet frisk ingefær
  • 1 teske sesam olie
  • Bambusspyd
Fremgangsmåde:
  1. skær alt fedt og sener af kyllingen. Skær dem i passende tern
  2. Bland alle ingredienserne til marinaden på nær ananasstykkerne (gem dem til senere)
  3. Marinér kyllingen i mindst 4 timer i køleskabet. Gerne natten over.
  4. en time før du skal grille lægges spydene i vand. Det sikrer at de ikke brænder når du griller dem.
  5. Saml spydende med skiftesvis kylling og ananasstykker
  6. Grill dem ved medium varme. Vend dem ofte, så de ikke brænder på. Grill dem i 5-7 minutter.
  7. Servér dem med kokosris og en frisk salat eller wokstegte grøntsager.
Kokosris:
Skift halvdelen af vandet ud med kokosmælk når du koger risene og tilføj 1-3 spsk kokosmel til risene.