søndag den 17. februar 2013

Det kribler helt i maven

Jeg har det som en cirkushest der står og skraber med hoven inden den skal ind i manegen. I går tog vi alle ud til den campingplads vi gerne vil have vores vogn stående på hele sommeren. Det var et super godt første indtryk vi fik. Campingpladsmutter var flink, imødekommende og venlig. Hun sagde de helt rigtige ting, da jeg sagde at hun hellere måtte finde nogle en ledig plads hvor der var andre familier med børn som naboer, så vi ikke fik spoleret freden i et ellers roligt kvarter. Vi har jo en på 2 år med os og hun kan jo godt larme lidt. Svaret var: her er altid plads til børn. De skal være her... Hurra det var et skønt svar...

Vi blev udstyret med et kort og nogle ringe rundt om ledige pladser og så traskede vi ellers en tur rundt på pladsen og drømte, talte ivrigt og tjekkede stedet ud.

Der var mange ting at forholde sig til. Skal vi have en plads lige ved den ene legeplads, skal vi vælge en plads hvor vi ved, at der er andre børn på den stikvej. Skal vi bo lige op af en toiletbygning o.s.v.

Vi talte om for og imod på dem alle og valget er nu truffet. Vi skal bo på plads nr. 121. Den sagde ligesom bare velkommen til og vi sagde jo tak.

Så nu glæder vi os bare endnu mere, til vi får vognen hjem igen, så vi kan lave de de sidste forberedelser, inden vi skal køre den mod pladsen og parkere den på plads nr. 121.

Så kom forår, kom sol, kom glade dage på camping med vores dejlige unger.

lørdag den 16. februar 2013

Angry Birds kostumer

Ved godt, jeg er en uge for sent på den med afsløringen af årets fastelavnstema, men har ligget vandret på arbejdet for at blive klar til, at holde ferie med min mand og unger her i uge 8, så derfor kunne det ikke blive før nu.

Men her er vi næsten allesammen. Vi mangler den næstældste datter, der desværre var forhindret i, at deltage i år.

Idéerne var mange og det blev først endeligt besluttet 2 uger før, at vi skulle være Angry Birds og så var det ellers bare med, at komme ud og få handlet ind og så afsatte jeg weekenden inden til, at gå i mit syværksted hvor jeg heldigvis fik stor hjælp fra den største pige.

 
 
Kostumerne er syet i filt og var egentlig rimelig ligetil. De er alle på nær den gule syet af to cirkler man tager hen over hovedet. Jeg brugte hvidt lagenlærred til indersiden og fyldte pladevat i dem, for at stive dem lidt mere af.
 
Detaljerne har jeg limet på med limpistol og de sorte kanter er tegnet på med en tusch.
 
I får lige lidt flere billeder af de enkelte kostumer tættere på, så kan I bedre se hvordan de er lavet.
En lille gal fugl
 
Hun er 2 år og jeg vidste jeg kunne få problemer med, at få hende til, at beholde kostumet på, så jeg syede en fugl på maven af en sort bluse. Så ville hun stadig være klædt ud, selvom hun endte med, at tage kostumet af.
 
Her kan I se selve kostumet og så den flade model jeg lavede til, at sy fast på hendes alm. bluse
 
Rød fugl i close up
 
Blå fugl med de to ekstra fugle den deler sig til når man skyder den afsted i slangebøssen. Jeg syede dem fast på kostumet med noget elastiksnor, så de hang og dinglede på den anden dragt.

En virkelig bøvet gris med krone på :-)
 
En sej bombefugl.