Det kribler helt i maven

Jeg har det som en cirkushest der står og skraber med hoven inden den skal ind i manegen. I går tog vi alle ud til den campingplads vi gerne vil have vores vogn stående på hele sommeren. Det var et super godt første indtryk vi fik. Campingpladsmutter var flink, imødekommende og venlig. Hun sagde de helt rigtige ting, da jeg sagde at hun hellere måtte finde nogle en ledig plads hvor der var andre familier med børn som naboer, så vi ikke fik spoleret freden i et ellers roligt kvarter. Vi har jo en på 2 år med os og hun kan jo godt larme lidt. Svaret var: her er altid plads til børn. De skal være her... Hurra det var et skønt svar...

Vi blev udstyret med et kort og nogle ringe rundt om ledige pladser og så traskede vi ellers en tur rundt på pladsen og drømte, talte ivrigt og tjekkede stedet ud.

Der var mange ting at forholde sig til. Skal vi have en plads lige ved den ene legeplads, skal vi vælge en plads hvor vi ved, at der er andre børn på den stikvej. Skal vi bo lige op af en toiletbygning o.s.v.

Vi talte om for og imod på dem alle og valget er nu truffet. Vi skal bo på plads nr. 121. Den sagde ligesom bare velkommen til og vi sagde jo tak.

Så nu glæder vi os bare endnu mere, til vi får vognen hjem igen, så vi kan lave de de sidste forberedelser, inden vi skal køre den mod pladsen og parkere den på plads nr. 121.

Så kom forår, kom sol, kom glade dage på camping med vores dejlige unger.