lørdag den 31. december 2011

Godt nytår til jer alle

Så blev det årets sidste dag. Ja og hvad har 2011 så været for mig sidder jeg her og tænker på. Det har være et år der har bragt mig megen glæde men desværre også en del sorger.

Det er en underlig tom fornemmelse at tænke på, at jeg ikke skal have min mor med mig ind i 2012. I hvert fald ikke i levende live. Heldigvis har jeg jo mange gode minder om hende som jeg kan tage med mig altid, men det er stadig trist, at hun ikke stadig er her hos os og jeg savner hende frygteligt.

Men som skrevet lige før, så var 2011 også et år med en masse gode oplevelser. Vores yngste blev et år i november måned og hold op hvor sådan en lille størrelse skaber liv omkring sig. Hun er en fantastisk krudtugle med højt humør og spillopper i øjnene kon
stant. Hun elsker hendes bror og han hende og der er ingen i huset der får flere kys end han gør. Det er skønt at se hvor meget glæde de har af hinanden selvom der er lidt over 5 års aldersforskel imellem dem. 

Med vores pige kom jo også en mødregruppe og heldigvis for det. Jeg har nydt vores ugentlige samling og det er ikke uden grund at vi kalder os Solrød hyggeligste mødregruppe. Det har været så rart at have et sted hvor jeg hver uge kunne læsse af omkring min mors sygdom og til sidst hendes død. Ud over at de alle er nogle herlige kvinder at tale med, så gik der lidt madklub i den i løbet af året og vi har kørt de vilde temaer igennem. Så tak til 4 skønne kvinder i Solrød for at I er en del af Solrøds hyggeligste mødregruppe.

Jeg håber for 2012 at det bliver et år med masser af gode oplevelser sammen med min skønne familie og venner.

Til sidst vil jeg bare ønske jer alle et rigtigt godt nytår og pas så på jer selv i aften med alt det krudt. Herhjemme står min søn og hopper af begejstring for at fyre raketter af, så det må vi få gang i så snart mørket sænker sig.


Ingen kommentarer:

Send en kommentar