mandag den 17. september 2012

Projekt campingvogn er i fuld gang

Så har vi efterhånden haft campingvogn i 3 uger. Jeg har haft ret travlt med at få den renoveret, så vi kan få fundet et sted hvor den kan komme indendøre i vinterhi.

Derfor har jeg brugt mange aftener når ungerne er puttet med, at få malet, pudset, slebet og så videre.

Så her er et lille sneak peak fra projekt campingvognsrenovering.



Fra sovedelen


Fra spisekrogen

lørdag den 8. september 2012

Velkommen indenfor

Jeg lovede jer, at I måtte komme en tur ind i legehuset når jeg havde fået taget billeder af det. Jeg har haft travlt med projekt campingvogn, som heldigvis skrider godt fremad og I skal nok snart blive inviteret ind i den, så I selv kan se hvor langt jeg er nået. Men i dag lykkedes det mig så endelig, at få taget billeder af legehuset,  så velkommen indenfor.

Så er der serveret eftermiddagskage og frugt
 
Tema blev stars and stribes, da det både passer til drenge og piger.
 
Der er klar til, at man kan lave en masse mad her
 
og hygge og lege og lege og lege
 
 

 


mandag den 27. august 2012

Projekt campingvogn begynder.

For en lille uges tid siden købte vi en campingvogn på gul og gratis. Den stod i Jylland og vi skulle overføre penge hvis de skulle holde den til os. Vi skulle til familiefest i Jylland i weekenden samme sted som vognen stod. Den kostede kun 1500 kr. inkl. fortelt, så vi var godt klar over at vi løb en risiko. Der var kun billeder udefra på annoncen og der var en lille utæthed i bagenden fik vi oplyst. Efter lidt snak hjemme besluttede vi, at købe uden, at ane hvordan den så ud og uden, at vide om den lugtede fælt m.m.

I fredags gik turen så mod Jylland og vi hentede campingvognen og den er så fin. Altså selvfølgelig gammel og lidt for brun, men fin og velholdt. Den lugter hverken af mug eller sur cigar, men lugter selvfølgelig gammelt, dog ikke mere end at en gang afvaskning og nye gardiner/hynder/tæppe kan klare, så skal den nok komme til, at lugte som vores.
Teltet er tørt og fint. Bonus var da vi tjekkede skabene og de er fyldte med køkkengrej. Vi fik også et bord, et par stole, gummipressening til forteltet og et par skabe. Det gamle par vi købte den af har bare passet så godt på den og holdt så meget af den, så konen kneb en tåre, da vi skulle køre med den. Jeg har lovet hende, at passe rigtigt godt på den.

En tur forbi min far, har så udrustet os med endnu mere campinggear, da han havde noget stående på loftet fra da ham og min mor tog på camplet- og teltture.
Så nu er vi blevet campingvognejere. For vildt siger jeg jer. Planerne er store og vi glæder os meget til, at vi skal i gang med, at indrette den. Den bliver så fin lover jeg jer og jeg skal nok dele det hele med jer.

I får nu en masse billeder af som den ser ud nu, så I har noget at sammenligne med når den engang står færdig.


Det var ud fra de to billeder her, at vi overførte penge for den, uden at have set eller lugtet til den.



Meget spændende for ungerne, de løb ind og ud og spurgte om 100 ting vi selvfølgelig intet aner om.

Min mand og far får hjælp af den tidligere ejer til at slå forteltet ned. Det skulle gøres meget præcist som han har gjort det i de 15 år han har haft den, så det tog lidt tid at bliver færdige. Kunne mærke, at det var vigtigt for ham, at få den pakket rigtigt sammen, så vi brugte den tid det nu engang tog.

Min lille fidus synes det var fantastisk at kravle ind og ud af vognen.

Sengen blev indviet med et sove, sove, sove. Hun syntes det var så hyggeligt.

Heldigvis er ingen af ungerne bange for kryb. Min lille pige kom gående med denne her og den manglede desværre et ben efter mødet med min datter. Så biller, edderkopper, græshopper med mere. Hold jer hellere væk fra vores telt og vogn.

Min spændte og forventningsfulde dreng.

torsdag den 23. august 2012

Uglepuder

Der er vidst ugler i mosen hjemme hos mig.

I fredags fik jeg en idé og inden weekenden var omme, var der flyttet en hel stak ugler ind hos mig... Planen var, at jeg ville lave en enkelt, men jeg har svært ved at gøre tingene halvt, gør dem mere sådan 200%. Når jeg bliver grebet af noget, så kan jeg simpelthen ikke finde stopklodsen :-)

Jeg har stadig idéer til mange flere af dem, så måske dukker der flere op med tiden. Mønsteret tegnede jeg i fri hånd og synes sådan set de blev meget søde... Hvad synes I? Er jeg helt tosset eller forstår I godt at der gik ugler i mosen hjemme hos mig, da jeg først var startet.

mandag den 20. august 2012

Fra skrot til slot

I starten af juli købte vi et gammelt legehus. Jeg havde planer om, at gøre det til et helt fantastisk sted, hvor mine to unger, kan hygge, lege, slappe af og bare have nogle gode stunder i.

På billederne fra den blå avis så det faktisk rimeligt ud og jeg tænkte, at en klat maling og lidt rengøring ville være nok, men sådan går det jo sjældent i virkeligheden.

Her følger en stor gang billedspam af hele processen...

Her er skrothuset

Skrot eller ej. Ungerne indtog det med det samme og havde mange hyggestunder i det inden vi fik det gjort i stand og flyttet det om i haven.

Transformationen er begyndt.

Detaljerne skal jo være i orden, så blomster og sommerfugle flyttede hurtigt ind omkring huset :-)

Nu kom det sindsyge. Huset skulle om i haven. For at gøre det lettere havde vi ikke bygget det nye tag på huset endnu. Vi havde hentet hjælp fra nær og fjern men selvom de var mange, så var det ikke nogen let opgave.

Husvogn :-)

Nu kom det rigtig sindsyge. Huset skulle løftes op ovet et hegn på 1,8 m

Behøver jeg sige jeg var en smule nervøs, da vi nåede hertil (og måske fortrød vi ikke bare havde købt et nyt i samlesæt i stedet for)

Det lykkedes med kun en enkelt lille skramme der skulle males over. Det var så sejt gået og tak til familie, naboer og venner for hjælpen...

Nyt tag kom på

Det begynder at ligne noget

Den eksisterende terrasse blev bygget ud, så der var lidt plads foran huset

Nyt vindue blev der også lavet

De små detaljer der skaber ekstra hygge...

Lillepigen har indtaget hytten og elsker bare, at dimse rundt i det lille hus

Tit tit mor

Åbne og lukke - verdens bedste leg

Der skal selvfølgelig bages og ordnes meget, når man er en lille trold

Gad vide om man selv skulle flytte derud

I bliver inviteret rigtig indenfor en anden dag, når fotografen har haft tid til, at tage billeder.

Nu mangler I kun en ting og det er at komme med gode forslag til, hvad huset skal hedde. For det skal selvfølgelig have et navn. Vi har haft mange navne i spil., men kan ikke rigtigt blive enige om et navn der passer. Så skriv meget gerne et forslag i kommentarfeltet, hvis I har et godt forslag. Der er en hyggelig kreagave på højkant til dig, hvis jeg ender med at kalde huset noget du har foreslået.

torsdag den 16. august 2012

Drømmer store drømme

Jeg går og drømmer. Drømmer om tid. Drømmer om, at give mine børn gode oplevelser og give dem min tid og mit nærvær, bedre end jeg gør nu.
I den drøm indgår der derfor nu en campingvogn, for camping er bare familie, nærvær og tid. Jeg husker campingferierne fra min barndom, som noget af det bedste og det er fra disse ferie, at jeg har nogle af mine bedste barndomsminder. Derfor tænker jeg, at det vil jeg give videre til mine børn, mens de er små og har mest behov for tid sammen med deres mor og far.
Jeg lover, at holde jer fuldstændig opdateret på projekt campingvogn, for et projekt det bliver det. Regner med, at købe en gammel grim sag og forvandle den til et fuldstændig fantastisk sted hvor der skal være masser af hjerte- og husrum.

fredag den 10. august 2012

Gulerodssnegle

Min lille pige kommer hver dag hjem fra dagplejen og er skrup sulten. Hun spiser alt hvad hun kan finde fra bananer, figenstænger, yoghurt, koldskål eller brød. Nu er det ikke alle tingene jeg er helt pjattet med, at hun fylder sig med for når vi når til aftensmadstid, så er der jo ved at være lagt en god bund og så får hun ikke altid spist så meget "rigtig" mad. Så jeg har været på udkig efter et par nye opskrifter, på noget sundt mellemmåltidsbrød. Jeg har fået opstøvet denne opskrift, som jeg vil dele med jer. Det lød lidt underligt, men de så meget lækre ud, så jeg gav mig i kast med dem. Begge unger spiste godt af dem, selv min lidt kræsne dreng på 7 synes de var et hit. Så jeg har nu en ny sund eftermiddagssnack, hvor jeg ikke har dårlig samvittighed, selvom det så skulle ende med at der ikke ryger så meget aftensmad ned senere. Jeg frøs en del af dem ned og planen er nu at jeg kan tage 2 op om morgenen og så er de klar til at blive indtaget af mine sultne unger, når vi kommer fra SFO og dagpleje.


Gulerodssnegle (14-16 stk)

Dej:

15 g gær
1 ½ dl letmælk
1 tsk. groft salt
½ spsk. sukker
¾ dl oliemargarine
75 g fint rugmel (1 ½ dl.)
75 g grahamsmel (1dl.)
ca.125 g hvedemel

Fyld:

250 g gulerødder (3-4 stk.)
50 g oliemargarine
3 spsk. rørsukker
2 ½ spsk. hvedemel (25g)
2 tsk. kanel

Pensling:
1 æg

Drys:
Solsikkefrø

1. Smuldr gæren og rør den ud i lunkent mælk.
2. Rør salt, sukker og fedtstof i.
3. Tilsæt rugmel og grahamsmel og rør sammen.
4. Ælt hvedemelet gradvis i til en smidig og glat dej.
5. Lad dejen hæve tildækket ca. 45 min. ved stuetemperatur.
6. Fyldet tilberedes af skrællede og kogte gulerødder, der blendes eller røres
sammen med de øvrige ingredienser.
7. Rul dejen ud til et rektangel på ca. 20x25 cm.
8. Smør fyldet på dejen og rul den sammen.
9. Skær den i 14-16 skiver. Sæt dem på bageplade med bagepapir og lad dem
efterhæve ca. 15 min. Pensl med æg og drys solsikkefrø på.
10. Bag sneglene midt i ovnen ved 200°C ca. 20 min.
11. Afkøl på rist.