mandag den 26. november 2012

Pippi kager


Jeg har en lille pige med fuld skrald på, fra morgen til aften. Hun sidder sjældent stille, ret mange minutter og hun har aldrig rigtigt været til bamser, nusseklude, sutter og dukker.

Men for en måneds tid siden, vandt hun en Pippi dukke og jeg ved ikke hvad det er med hende Pippi, for selvom hun aldrig har set Pippi film, så må hun bare udstråle en her kommer jeg attitude, en ballademager attitude og en herlig ven attitude. For min datter forelskede sig fluks i Pippi og pludselig var det helt utænkteligt, at hun ikke skulle sove med hende, eller have hende med sig.

Uden tvivl må den Pippi dukke fortælle min datter en masse røverhistorier fra de syv have, for hun ligger og snakker med hende hver eneste aften. Pippi hopper meget og laver ret meget ballade, hun tager f.eks. selv tøjet af, når de ligger deroppe i sengen. Hvorefter min datter skælder hende lidt ud og græder nej Pippi og er ret ulykkelig, indtil en af os forbarmer os og går op og hjælper Pippi i tøjet igen. Hun vil åbenbart heller ikke rigtigt ligge sig til, at sove hende Pippi, for vi kan også høre vores datter sige: "Pippi skal sove" rigtigt mange gange, før der bliver ro deroppe i sengen.

Så da min datters fødselsdag nærmede sig, var der selvfølgelig ingen tvivl om, hvad der skulle være på hendes kage. Da jeg i ugerne op til hendes fødselsdag, var temmelig booket om aftenen valgte jeg, at lave icingbilleder i stedet for fondant figurer. Hvis Pippi stadig er lige så populær næste år, kan jeg jo altid gentage succesen og lave dem i fondant til næste år.

Det blev til et par kager, da vi har holdt fødselsdagen over et par gange, så her er der billeder af årets Pippi kager.


Pippi i fuld firspring over villa villekulla med kling og klang i hælene. Chokoladekage med blå icing og marcipankant.
 
Glad lille Pippi på siddende på skammel. Othellolagkage med marcipanovertræk.

 Pippis ansigt. Chokoladekage med hvid icing.
 
Lidt ældre udgave af Pippi. Igen en chokoladekage med marcipanovertræk
 
Den lille fødselsdagsbullerfis.
 

onsdag den 21. november 2012

Vinterhi

Har helt glemt, at dele med jer, at min lille campingvogn er sat i vinterhi. Vi blev ikke helt færdige med, at gøre den beboelig. Men vi nåede langt og nu kan vi så gå og glæde os til foråret, hvor vi kan hente den hjem igen og få det sidste fikset og komme ud i det blå med vognen.

Tog et par billeder udefra, den sidste morgen den holdt herude og meget passende regnede det den dag. Jeg var nemlig lige så trist selv over ikke lige, at kunne kigge ind i den før om mange måneder igen.

Når den kommer hjem til foråret, skal jeg nok opdatere jer igen på fremskridtene og på hvordan det går når familien cirkus (ja det er os) flytter i campingvogn.

 
 
 

onsdag den 31. oktober 2012

Halloween cupcakes

I lørdags havde min søn legegruppe fra klassen hjemme på besøg. Det var en super hyggelig eftermiddag der foregik med leg, kastanie- og kartoffeldyr og lidt eftermiddagshygge... Da det jo næsten er Halloween tog jeg chancen og fik lavet nogle af de ting jeg har haft lyst til at afprøve, så det blev både til edderkopper, flagermus, mumier og så bagte vi også nogle boller der blev forklædt som edderkopper og spøgelser.

Samlet billede af mumier, edderkopper og flagermus

Mumie                         Flagermus


Edderkop i sit spind


Edderkop boller, så nemme og meget hyggelige..

Spøgelsesboller. Næste gang de skal laves vil jeg forsøge at lave små boller. Synes virkelig jeg forsøgte denne gang, men de blev lidt for store alligevel, så det må jeg træne lidt mere.




mandag den 29. oktober 2012

Halloween græskar

De sidste 2 år har jeg overgivet mig og er gået med på græskardillen. Det første år med en meget simpel model. Sidste år gik jeg så lidt videre og i år gik vi så all in. De fleste har jeg fundet skabeloner til på forskellige amerikanske hjemmesider. Men heksen i huset har jeg selv tegnet. Hun var vildt hyggelig og skal helt sikkert forfines til næste år... Her får i lige en gang billedspam af alle de fine græskar.


mandag den 17. september 2012

Projekt campingvogn er i fuld gang

Så har vi efterhånden haft campingvogn i 3 uger. Jeg har haft ret travlt med at få den renoveret, så vi kan få fundet et sted hvor den kan komme indendøre i vinterhi.

Derfor har jeg brugt mange aftener når ungerne er puttet med, at få malet, pudset, slebet og så videre.

Så her er et lille sneak peak fra projekt campingvognsrenovering.



Fra sovedelen


Fra spisekrogen

lørdag den 8. september 2012

Velkommen indenfor

Jeg lovede jer, at I måtte komme en tur ind i legehuset når jeg havde fået taget billeder af det. Jeg har haft travlt med projekt campingvogn, som heldigvis skrider godt fremad og I skal nok snart blive inviteret ind i den, så I selv kan se hvor langt jeg er nået. Men i dag lykkedes det mig så endelig, at få taget billeder af legehuset,  så velkommen indenfor.

Så er der serveret eftermiddagskage og frugt
 
Tema blev stars and stribes, da det både passer til drenge og piger.
 
Der er klar til, at man kan lave en masse mad her
 
og hygge og lege og lege og lege
 
 

 


mandag den 27. august 2012

Projekt campingvogn begynder.

For en lille uges tid siden købte vi en campingvogn på gul og gratis. Den stod i Jylland og vi skulle overføre penge hvis de skulle holde den til os. Vi skulle til familiefest i Jylland i weekenden samme sted som vognen stod. Den kostede kun 1500 kr. inkl. fortelt, så vi var godt klar over at vi løb en risiko. Der var kun billeder udefra på annoncen og der var en lille utæthed i bagenden fik vi oplyst. Efter lidt snak hjemme besluttede vi, at købe uden, at ane hvordan den så ud og uden, at vide om den lugtede fælt m.m.

I fredags gik turen så mod Jylland og vi hentede campingvognen og den er så fin. Altså selvfølgelig gammel og lidt for brun, men fin og velholdt. Den lugter hverken af mug eller sur cigar, men lugter selvfølgelig gammelt, dog ikke mere end at en gang afvaskning og nye gardiner/hynder/tæppe kan klare, så skal den nok komme til, at lugte som vores.
Teltet er tørt og fint. Bonus var da vi tjekkede skabene og de er fyldte med køkkengrej. Vi fik også et bord, et par stole, gummipressening til forteltet og et par skabe. Det gamle par vi købte den af har bare passet så godt på den og holdt så meget af den, så konen kneb en tåre, da vi skulle køre med den. Jeg har lovet hende, at passe rigtigt godt på den.

En tur forbi min far, har så udrustet os med endnu mere campinggear, da han havde noget stående på loftet fra da ham og min mor tog på camplet- og teltture.
Så nu er vi blevet campingvognejere. For vildt siger jeg jer. Planerne er store og vi glæder os meget til, at vi skal i gang med, at indrette den. Den bliver så fin lover jeg jer og jeg skal nok dele det hele med jer.

I får nu en masse billeder af som den ser ud nu, så I har noget at sammenligne med når den engang står færdig.


Det var ud fra de to billeder her, at vi overførte penge for den, uden at have set eller lugtet til den.



Meget spændende for ungerne, de løb ind og ud og spurgte om 100 ting vi selvfølgelig intet aner om.

Min mand og far får hjælp af den tidligere ejer til at slå forteltet ned. Det skulle gøres meget præcist som han har gjort det i de 15 år han har haft den, så det tog lidt tid at bliver færdige. Kunne mærke, at det var vigtigt for ham, at få den pakket rigtigt sammen, så vi brugte den tid det nu engang tog.

Min lille fidus synes det var fantastisk at kravle ind og ud af vognen.

Sengen blev indviet med et sove, sove, sove. Hun syntes det var så hyggeligt.

Heldigvis er ingen af ungerne bange for kryb. Min lille pige kom gående med denne her og den manglede desværre et ben efter mødet med min datter. Så biller, edderkopper, græshopper med mere. Hold jer hellere væk fra vores telt og vogn.

Min spændte og forventningsfulde dreng.